Vi valgte Ammonite live på Fantasticon – med publikums applaus som afgørende faktor! En antropologisk science fiction-fortælling, som med det samme giver mindelser om Ursula K. Le Guin, især klassikeren The Left Hand of Darkness.
Ursula K. var da også selv en fan af Ammonite og kaldte den: “A knockout . . . Strong, likable characters, a compelling story, and a very interesting take on gender.”
Bogen er en spændende udforskning af præmissen, “Hvad hvis der kun fandtes kvinder?”
Forfatterens første roman
Nicola Griffith er fra 1960 og er oprindelig fra England, men har de sidste mange år boet i USA, hvor hun er gift med en anden kvindelig forfatter, Kelley Eskridge.
Ammonite er hendes første roman, men hun har skrevet en del siden. Den seneste er Spear fra 2023, en kort roman der åbenbart er en slags genfortælling af Arthur-myten, med en kvinde som hovedperson.
En outsiders rejse mod insider
Vi følger Marghe Taishan, en antropolog udsendt fra det store, kolde mineselskab The Company, der sender hende ned på Jeep for at afprøve en vaccine, så selskabet endelig kan komme igang med at udnytte Jeeps ressourcer.
Planeten er i karantæne. Ingen kan forlade. I kredsløb patruljerer krigsskibet The Kurst (Cursed?), og som en konstant skygge ligger frygten for, at The Company vil udslette alt liv fra rummet, hvis vaccinen ikke virker.
Marghe drager nordpå drevet at at forstå Jeeps før-industrielle kulturer, men hun opdager hurtigt, at dette ikke bare er feltarbejde. Hun er ude hvor hun ikke kan bunde. Hun må indpasse sig livet i stammerne, lære overlevelsesteknikker, og hun opdager snart, at kulturen på Jeep er dybt forbundet med virussens mystiske biologi.
Griffith skriver med sans for eventyr og detaljer. Der er for eksempel sådan lidt Shogun og Manden de kaldte hest i mødet med den brutale og primitive nomade-stamme “Echraiderne,” som tvangsoptager Marghe, indtil hun må flygte. Det bliver et desperat ridt igennem en snestorm over Tehuantepec mod Moanwood midt i vinteren under “The Moon of Knives”. Hun må ofre sin hest for at drikke dens blod og bygge et ly mod snestormen af dens skind.
It was more difficult to drag the flap of skin, about two feet square, over her head and pull its edges down to meet the snow wall. The result was cramped and stifling, but a shelter of sorts. It was all she could do. She huddled down around her precious cupful of blood and few tatters of meat, all that kept her from death, and breathed deep into her belly. There was nowhere to go from here.
Kvinder er alle andre
Nicola Griffith folder en fascinerende verden med masser af spændende kulturel world building ud på siderne i Ammonite. Præmissen om en planet uden et eneste X-kromosom bliver aldrig begrænsende, men i virkeligheden anledningen til at forme en masse meget forskellige mindeværdige karakter.
Kvinderne indtager alle roller. De er voldelige eller kærlige eller gode eller onde. Og det er ifølge forfatteren præcis pointen. Som hun skriver i efterordet:
Jeg er træt af at læse om rumvæsner, der i virkeligheden er kvinder, eller kvinder, der i virkeligheden er rumvæsner.
Fjern mændene, og vi mister ikke automatisk vores ild og intelligens og sexlyst; vi danner ikke hierarkiske, statiske, insektlignende samfund, der er frygteligt ineffektive.
Vi bliver ikke til en homogen tankepoliti-kultur, hvor kødspisning er forbudt, og mænd bliver brændt af ved hver fuldmåne.
Kvinder er ikke fra naturens side passive eller dominerende, moderlige eller ondskabsfulde.
Vi er alle forskellige.
Det forekommer mig, at en verden kun bestående af kvinder ville rumme hele spektret af menneskelig adfærd: Der ville være kapitalister og kollektivister, eneboere og klanmedlemmer, sømænd og kokke, idealister og tyranner; de ville være generøse og onde, kloge og dumme, stærke og svage; de ville nærme sig livet modigt, frygtsomt og tankeløst.
Den præmis er der kommet en fantastisk roman ud af. Jens og Anders har SCIFI Snakket Ammonite:
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes til Ammonite
Siden sidst
Anders har læst/oplevet:
- Beyond the Hallowed Sky af Ken McLeod – spændende præmis (FTL og krystal-alienrace), men tabte fokus undervejs.
- The Potency of Ungovernable Impulses (Mossa og Pleiti #3) – stadig dejligt univers, men måske lidt for velkendt.
- A Deepness in the Sky af Vernor Vinge – episk space opera, men alt for lang og rodet.
- Set Murderbot færdig på Apple TV+ – underholdende og med masser af charme.
- Johan Harstads mursten Under brostenene stranden – norsk coming-of-age med et dryp sci-fi.
- Foundation sæson 3 på ATV+ – glæder sig til at binge når flere afsnit er ude.
Jens har læst/oplevet:
- The Rook af Daniel O’Malley – genlæst med stor fornøjelse; magisk MI6 med bizarre kræfter. Anledning var at der er kommer en ny bog ud i serien “Royal Gambit”
- The Potency of Ungovernable Impulses – hyggelig, men ikke meget nyt.
- Set Murderbot færdig – begejstret for adaptationens styrker, men savner et mere koldt corporation.
- Leget med e-bogslæseren Yomu på iPad/Mac – lækker oplevelse med Calibre-integration.
Lytternes anbefalinger
- Lise: Summerland af Hannu Rajaniemi – 1938, dødsriget som parallelverden og spionroman med vilde ideer.
- Cem: Star Maker af Olaf Stapledon – storslået, tidskrævende læseoplevelse, men mindblowing.
- Cem: The Carpet Makers af Andreas Eschbach – kejsere væver tæpper af koners hår, sær og fascinerende.
Bonus
- Nyt sci-fi-forlag fra folkene bag raketfirmaet Orbex – de leder efter manuskripter!
9 kommentarer til “Ep. 127: Nicola Griffith, Ammonite”
@scifisnak.dk @jenspoder Så var der en ny! 😊
@Kristofferabild @scifisnak.dk Jeps 🙂
@scifisnak.dk Næste måneds bog bliver en genlæsning af en bog fra min ungdom. Er spændt på om den stadig holder.
I Julian May's "The Many-Colored Land" kan man rejse 6 mio. år tilbage i tiden med ikke komme tilbage til nutiden.
https://www.goodreads.com/book/show/378639.The_Many_Coloured_Land
Tak for endnu en fin podcast om scifi 🙂
Nu havde jeg jo lovet at sammenligne Ammonite med Det Mangefarvede Land, men min forklaring om hvorfor Det Mangefarvede Land ikke er et udtrykkeligt feministisk værk må så vente til efter næste podcast, nu hvor vi (gen-)læser den. Julian Mays romanserie blev udgivet på dansk i små bidder, somom det var en ungdomsserie, og det er det overhovedet ikke … argh jeg må sætte mig på hænderne, for ikke at skrive om den før næste podcast.
Nu til Ammonite – min vurdering: rigtig god! Den blev lidt lang i spyttet mod fra midten hvor jeg ville ha foretrukket lidt mere fart på handlingen og mod slutningen måtte jeg overveje med mig selv hvorfor den lange utopi-beskrivelse kedede mig. Hvad jeg godt ku li var den omhyggelige og sanselige verdensopbygning. Hvad var det med de bevidste bjørnevæsener? Dem ville jeg gerne ha hørt mere om!
Jeg opdagede aldrig efterordet, og måske ville min bedømmelse have været tættere på toppen hvis jeg havde.
De bøger som er mest oplagt at sammenligne med, er Uthaugs 11% og 88% (og den oplagte treer som må være på vej). 11% passer til de kriterier I har dømt Ammonite til at være, nemlig antropologisk scifi, og som i Ammonite er der fantastiske elementer, som man kan vælge at se som karakterernes verdensopfattelse eller som del af fortællingens logik, alt efter hvordan man har det med det.
Uthaug skriver også sanseligt, meget, meget sanseligt og i 11 % helt over kanten med det. I har nok allerede hørt om præmissen, som er, at der er sket en matriarkalsk magtovertagelse i verden, og mænd i 11% er avlsdyr som opbevares på centre. Magtovertagelsen romanen er som en antifeministisk idé om hvad der ville ske, hvis kvinderne fik magt, og der adskiller den sig markant fra andre værker som tager køn eller mænd eller begge dele ud af ligningen.
I 11% ku jeg bedst lide bogens anden halvdel eller to sidste fortællinger. Romanen er opbygget af 4 POV-fortællinger som selvfølgelig fletter sig sammen. Uthaug er god til at beskrive ikke særlig elskelige personer med et indresyn, men som læser kan det være lidt hårdt at tygge sig igennem.
Når jeg sammenligner, er det fordi at 11% også beskriver en verden hvor mænds agens stort set er ikke-eksisterende. Uthaugs greb er at omvende nogle historiske dystopiske forhold for kvinder og se hvad det betyder hvis det er mænd der er det undertrykte køn, hvor Griffith går den utopiske vej (som for hende er at mænd – eller køn? bare ikke findes).
Jeg tænker på alle de bøger jeg læste som et ungt menneske, hvor kvinder bare ikke eksisterede i fortællingen, uden at det blev italesat – ganske særligt i scifi. Dengang studsede jeg ikke over det men købte 100% det underliggende: “Denne fortælling handler om mennesker, der er ingen kærlighedsfortælling i, så derfor er der ingen kvinder i den.”
LeGuin har skrevet to novellesamlinger hvor alle mulige andre måder køn og samfund kunne tænkes på: Changing Planes og Coming of age in Karhide, anbefales rigtig meget! Changing Planes er til den humoristiske side mens Coming of age in Karhide bl.a genbesøger Vinter fra Mørkets venstre hånd.
Og så har jeg også set Murderbot og jeg eeeeelsker den ligeså meget som Murderbot elsker Sanctuary Moon. Jeg har flere steder hørt kritikken om, at forskerne er beskrevet for legende og fjollede. Den kommer fra folk, der ikke tror man kan more sig med arbejde og mens man arbejder. Det er et rigtig kedeligt, lutheransk selvmål, hvor al sjov og kreativitet må være et udtryk for useriøsitet. Jeg forsøger at undgå de kredse, hvor det er det, man synes.
kh fra Majbrit/gravko
Hej Majbrit. Tak for din lange kommentar. Fedt!
Jeg havde da slet ikke tænkt på Uthaug’s 11%, som jeg også ret godt kunne lide. Her er det jo nærmest sådan et Big Mother samfund, hvor mænd aktivt holdes nede og opbevares i lejre. Bogen undersøger vel på en måde også, om samfundet ville mangle noget uden mænd, og om magtskiftet reelt ville skabe et mere retfærdigt samfund. Den er ret vild! Har ikke fået læst 88% endnu. Skal man det?
På Jeep er virussen den aktive part, der har fjernet mænd. Nicola Griffith’s pointe er nærmest, at det gør ingen forskel. Og som læser tænkte jeg ikke over det. Det var ret utroligt.
Jeg håber ikke at det er mig du tager til indtægt for at forskere ikke må lege og fjolle 🙂 Min kritikpunkt i skildringen er mere, at de,som jeg oplever dem, er væsentligt mindre kvikke, end de er i bøgerne. Pin-Lee er den sejeste bad-ass advokat. Dr. Mensah er en vis og tænksom leder. Men det gælder både for skurke og helte. Især showdown scenen med Greychriss var afhængig af, at skurkene var komisk fattesvage.
Tak fordi du lyttede med og gav dit besyv med <3
Jeg er i gang med 88% og foreløbig synes jeg det er alletiders! Provokerende, velskrevet.
Det med lutheransk arbejdsmoral er en øm tå hos mig; jeg ku rante i timevis over hvor stor skade det gør på naturlig motivation at arbejde skal være rædsomt trælleri for at gælde …
Jeg hørte en anden podcast hvor de følte som jeres, at forskerne ikke bliver vist som dygtige, men bare som hippier.
Måske er showet lidt for latterliggørende – eller er det vores blik?
Vi har Murderbots synsvinkel, og i dens øjne er hele holdet komplet inkompetente til at passe på sig selv, og hvad forskerne ellers foretager sig, interesserer den ikke meget.
Jeg ku godt lide den humoristiske tone, selvom den faldt til jorden her og der. Det var en god måde at omsætte Murderbots sarkastiske tone til tvserie.
Og især Dr. Gurathin fik en meget bedre story-ark end i forlægget.
Jeg er selvfølgelig igang med at læse og genlæse hele Martha Wells Murderbot serie, inkl. de korte noveller.
@scifisnak.dk Her er den nye e-læser app til Mac, iPhone og iPad, som vi omtaler i afsnittet om Ammonite.
https://yomu-reader.com/
Især dejlig, når man har gang i en fagbog, som man gerne vil tage noter til og kopiere citater fra.
Det kræver selvfølgelig lige at man kan piller DRM af sine epub filer, for eksempel med Calibre
Hej fundet den på amazon i kindel version
https://a.co/d/hu4q4h9
mvh Erik
og tak for et godt program jeg vil i gang med Murderbot i næste måned da jeg har et basis Audible medlemskab og får så en bog om måneden efter eget valg og denne har jeg købt Cold Storage den er jeg også tilfreds med
men hvor får i ebøger fra ellers?
[…] Nicola Griffith – AmmoniteEn antropologisk sci-fi-roman på en verden, hvor alle mænd er døde af en virus. Vi følger en […]