Ep. 89: Kim Stanley Robinson, The Ministry for the Future

Det kan være forbundet med store vanskeligheder, at undgå en kobling mellem klima og politik. Og mere tit end ofte bliver det fremhævet, at nu skal der ikke søges “årsager” – nu skal der “handles”.
Jeg ved derfor overhovedet ikke om denne – min kommentar – hører til hér, i dette forum hvor vi diskuterer “de fantastiske genrer”, eller om den hører til på et vælgermøde … – eller en anden blog. Måske må jeg forlade mig på, at skiffy-snakkerne (Hej Jens og Anders!) sletter indlægget, hvis det er “over the top” eller udenfor rækkevidde. Hvilket burde være advarsel nok!

I 1971 havde vi om “Miljø og Forurening” i skolen. Det var godt nok en Lille Skole, så måske var den mere fremme på “beatet” ifht “grøn tænkning”. For i forhold til science fiction, var der ikke noget nyt i det, formedelst det forhold at “The Death of Grass” af John Christofer var udgivet i 1956 ” – men måske, alligevel, idet John Brunner udgiver sin “The Sheep Look Up” i 1972. Og Alvin Toffler havde udgivet sin “Future Shock” i 1970. Så min unge alder til trods, var jeg der måske, da det tog fart – the times they are a’changing.

I adresserer noget centralt, når I konstaterer at der ikke er sket det store mellem COPdit og COPdat. Men jeg skal ikke tage det til indtægt for et forsvar for min udlægnng – jeg stiller mig blot enig … og også enig i jeres kommentarer vedr. forholdene i “3. Verdens-lande”. MEN:

Der synes at være bred enighed om, at klima-ændringerne er vores allesammens problem. “Aye, to that!” Men der synes også at være enighed om, at “derfor skal vi alle gøre noget ved det!”
Beg to differ!
Fra og med 1792 etablerede den rige del af borgerskabet sig som de nye “suveræner” der gradvist, men successivt, tilegnede sig verdens ressourcer og rigdomme; fik etableret virksomheder og handelsruter, akkumulerede ufattelig kapital gennem udnyttelse af såvel ressourcerne som arbejdskraften. Men udviste ingen hensyntagen til menneskerettigheder, miljø-ødelæggelse eller socialt ansvar. Det måtte andre (virkelig) ta’ og tage sig af. Så det er 200 års grasserende Kapitalisme, der har bragt os dette problem på halsen. Hvilket jeg ihvertfald ikke har tjent så meget som en bøjet fem-øre på!
Alligevel skal jeg høre på, at “vi alle” må gøre en indsats – mens jeg ikke er dummere end, at jeg udmærket kan få øje på, at indtjeningen, kapitalakkumuleringen hos megakoncerner er stødt stigende (uligheden bliver større; ikke mindre!). Det irriterer mig grænseløst! Derfor irriterer det mig også når forfattere – herunder KSR – IKKE adresserer det indbyggede problem i den samfunds-økonomiske model, men spiller videre på Francis Fukuyamas hovedløse ide om, at Kapitalismen skulle være endemålet og gefundenesfressen ifht al menneskelig stræben, og at vi FRA DET UDGANGSPUNKT “sandelig må finde en løsning”.
“How about: NO!”