Kategorier
2020erne

Ep. 140: Nick Harkaway, Titanium Noir

Det regner, der spiller en saxofon et sted, og privatdetektiven Cal Sounder står over et lig med et skudhul i hovedet. Indtil videre er alt, som det skal være i en hårdkogt detektivroman.

Men offeret er en Titan: 236 centimeter høj og 91 år gammel, og han ligner en tennisspiller i midten af tyverne. Velkommen til Nick Harkaways Titanium Noir.

Bogen er en hårdkogt detektivhistorie med en enkelt science fiction-idé lagt ovenpå: de allerrigeste kan købe sig til at blive unge igen, og prisen er, at de bliver større og større hver gang. Vi tog trenchcoaten på og gik med ud i regnen.

Om Nick Harkaway

Nick Harkaway hedder egentlig Nicholas Cornwell. Han er født i 1972 og er søn af David Cornwell, bedre kendt som John le Carré. Fiktion er med andre ord noget, han har i blodet.

Han debuterede i 2008 med The Gone-Away World, en postapokalyptisk fortælling om ninjaer og langturschauffører. Det kan man kalde et teenageoprør. Siden kom blandt andet Angelmaker og den store, notorisk krævende overvågningsroman Gnomon.

Efter farens død er han vendt hjem til familievirksomheden. Karla’s Choice fra 2024 er en ny George Smiley-roman, og efterfølgeren The Taper Man udkom i november 2026.

Hardboiled noir i regnvejr

Sounder er ikke betjent. Han er konsulent i “socio-medicinsk kriminalitet.” Det betyder, at politiet hyrer ham, når en sag involverer titaner og bliver for træls. Roddy Tebbit er sådan en sag.

Harkaway får sparket noir-stemningen i gang på første side, og han rammer præcist tonen fra Chandler og Hammett:

“Roddy Tebbit, if he was standing straight without a .22 derringer shell spiralled through what I have to assume was top grade brain matter, would have been seven feet, eight and some inches tall. […] And according to his driving license, he was ninety-one years old. […] Roddy Tebbit was a Titan.”

Resten af klicheerne er også med. Der er en farlig dame, en flok gangstere og en natklub, hvor alt kan købes. Detektiven skifter side flere gange undervejs, og han får tæsk, til han næsten ikke kan bevæge sig. Sådan skal det være.

Han kan også give igen. På klubben Victor’s havner han i et bur med et cosplayende ægtepar af titan-wannabes. Cal slås ikke pænt. Han stikker hånden helt ind i halsen på modstanderen og brækker hans kæbe af led.

Titanium 7

Titanium 7 er en genterapi, der skruer kroppen tilbage til før puberteten og kører den igennem igen i højt tempo. Man bliver ung, men da man starter fra en voksen krop, bliver man også cirka 20 procent større. Det lægges oven i for hver dosis.

Der findes kun omkring 2.000 titaner i verden. Efter anden dosis kan de ikke svømme, fordi der er for meget knogle. De tåler ikke at falde. De mister dele af hukommelsen. Efter fjerde dosis er man næsten fire meter høj, og hjertet kan ikke følge med en femte.

Bogen minder os om forskellen på de ultrarige og os andre i vores egen verden. De er ganske vist hverken fire meter høje eller udødelige, men med blodtransfusioner og longevity-klinikker og survival-bunkere arbejder de på sagen.

Guder og myter

Titanerne lever som græske guder, og Harkaway har drysset mytologi ud over hele byen. Kvarteret hedder Chersenesos, søen hedder Othrys efter titanernes bjerg, og T7-afdelingen på hospitalet er en Atlas Suite. Den farlige dame hedder selvfølgelig Athena. Vi tænkte undervejs på Neil Gaimans American Gods, hvor guderne også går rundt blandt almindelige mennesker.

Øverst på bjerget sidder patriarken Stefan Tonfamecasca, der ejer T7 og holder antallet af titaner nede. Han har fået fire doser. Han er stor at hans stemme virker som et lydbølgevåben:

“His voice hurts, even when he whispers: notes of infrasound, like they use for riot control, produced naturally in his chest.”

Da Stefan griner mod ham, bliver Cal slået i gulvet af lufttrykket. Det er en af bogens mest originale scener.

Science fiction eller kostume?

Vi blev mindet om Altered Carbon (også en Netflix-serie), hvor en hårdkogt detektiv også roder rundt blandt udødelige milliardærer. Og om Hammetts Red Harvest, hvor detektiven ligesom Sounder skifter allierede på kryds og tværs.

Alligevel føles kombinationen frisk. Science fiction og hardboiled er næsten for oplagt et par, men det er længe siden, vi har læst det gjort så rent.

Som transhumanistisk roman bruger bogen dog ikke idéen til meget mere, end at titanerne bliver rigere og farligere. Hvad sker der med et menneske, der holder op med at være menneske? Det får vi kun glimt af.

Vurderingen

Jens: ⭐⭐⭐⭐ En supercool bog. Det er længe siden, Jens har læst hardboiled noir, og Harkaway har et vanvittigt skarpt greb om genren i det her mashup med science fiction. Titanerne er lunefulde, liderlige og livsfarlige.

Sounder forbliver dog lidt en gåde, og han er måske lidt for badass i slåskampene. Men en dejlig page-turner, og toeren Sleeper Beach står allerede på listen.

Anders: ⭐⭐⭐⭐ Rent og skarpt skåret, og en skide god pastiche. Femte stjerne var tæt på, for Harkaway sparker virkelig røv.

Men det er faren ved en pastiche, at den altid føles lidt som en efterligning, og titan-idéen virker nogle gange påklistret. Stor anbefaling alligevel til alle, der bare er en lille smule fristet. Den er perfekt til en weekend eller en lang togtur.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Titanium Noir.

Shownotes til episoden om Titanium Noir

Bogen er udgivet af Corsair i Storbritannien. Opfølgeren Sleeper Beach udkom i 2025. Mere om forfatteren på nickharkaway.com.

Siden sidst

Jens

  • John Scalzi: The Consuming Fire ⭐⭐⭐⭐ og The Last Emperox ⭐⭐⭐. Resten af Interdependency-trilogien. Total popcorn-sci-fi med mange sjove idéer, men skurkene bliver mere og mere karikerede, og slutningen føles railroadet. Scalzi fungerer bedre i den mere organiske Old Man’s War-serie.
  • James S.A. Corey: Livesuit ⭐⭐⭐⭐. En lille mellemret i Captive’s War-serien. Her får vi baggrunden for de udødelige soldater i levende kampdragter fra The Faith of Beasts: hvordan de bliver rekrutteret, og hvor lidt menneske der efterhånden er tilbage inde i dragten.

Anders

  • John Scalzi: The Consuming Fire og The Last Emperox. Samme oplevelse som Jens: underholdende space opera, men opfindsomheden blev brugt op i første bog. Tre stjerner til hver.
  • Emily St. John Mandel: Exit Party. Mennesker fra et parallelt univers dukker op gennem en portal, og nogle får en dobbeltgænger. Det hele foregår i et USA, der er faldet fra hinanden. Mandel handler mere om mennesker og samfund end om rumskibe, og Anders elsker det.
  • Thomas R. Weaver: Artificial Wisdom. Et globalt valg om en klimadiktator ender som et opgør mellem en tidligere amerikansk præsident og en AI. Stærk præmis, men den drukner i et ligegyldigt krimiplot og slutter ikke rigtig, fordi det er første bind i en trilogi. Ingen anbefaling.
  • Stephen Oram: We Are Not Anonymous. Fundet via et essay om utopier i science fiction. Aktivister mod corporate overlords med ansigtsmasker og open source, lidt for meget Annalee Newitz til humøret lige nu. Den er lagt til side.
  • Yōko Ogawa: The Memory Police. På en japansk ø forsvinder ting fra hverdagen, og folk glemmer dem. Hukommelsespolitiet fanger dem, der stadig kan huske. Vibes af 1984 og Fahrenheit 451, og allerede nu en fuld anbefaling.
  • Dark Matter, sæson 2, på Apple TV+. Blake Crouchs multiversdrama om Jason og hans mange udgaver. Ikke nyskabende, men solidt, og dramaet fylder mere i anden sæson med flere episoder om sidekarakterer.

Lytternes input

Henning Andersen er “uhyre glad for at Anders turde tage ordet ‘kapitalisme’ i sin mund” i vores eftersnak om klassiske dystopier. Eftersnak er “en knaldgod ide”: “Bliv for H ved med det!”

Jakob foreslår en eftersnak om AI i science fiction med Banks, Clarke og Asimov. Den idé er så god, at vi næsten allerede har sagt ja. Skriv endelig ind med bud på nyere bøger, hvor AI spiller en central rolle.

Majbrit Høyrup er tilbage efter en kaffekatastrofe, der tog t, y, å og tilbage-knappen på hendes computer. Hun foreslår temaer om forfatterskaber (Iain M. Banks), Culture-universet (Iain M. Banks) og utopier (Iain M. Banks). Og så om filmatiseringer: “Lynch er tro mod forlægget på den dårlige måde. Villeneuve er tro mod intentionen.”

Janus har en overvældende trang til at anbefale alle at læse Nick Harkaway, men mener også, at Titanium Noir nok er “den mest konventionelle af hans bøger”. Hans bud: “I vil (burde) elske Gnomon.” Han giver også en tommel op til American Elsewhere, som Lise anbefalede sidst: “Twilight Zone møder Lovecraft møder James Gunn.”

Michael Larsen svarer på Goodreads på, om vi skal have mere Philip K. Dick efter Ubik. Øjet på himlen er ret god, men Clans of the Alphane Moon skal vi holde os fra, “selv om den også har en vis fascinationskraft”.

Næste gang

Anders har valgt Silvia Park: Luminous. En debutroman fra 2025, der foregår i et genforenet Korea, hvor to søskende og deres robotbror mødes igen efter et mord og må gøre regnskab med deres barndom. Den har fået masser af medvind og var på shortlisten til Arthur C. Clarke-prisen. Første gang SCIFI SNAK besøger sydkoreansk litteratur.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.