Fire romaner har defineret, hvad vi forstår ved en dystopisk Science Fiction roman: Vi, Brave New World, 1984 og Fahrenheit 451. Her får du historien bag hver af dem, de fire ting, de alle sammen angriber, og svaret på, hvorfor nutidens dystopier ikke længere er bange for staten.
Vi har læst alle fire i SCIFI SNAK gennem otte år. Her sætter vi dem ved siden af hinanden for første gang.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Hvad er en dystopi?
En dystopi er et samfund, der fungerer, men er gået grueligt galt. Den er utopiens onde tvilling: hvor utopien beskriver det perfekte samfund, viser dystopien, hvad der sker, når drømmen om det perfekte bliver til tvang.
Science fiction er som skabt til genren. Man tager noget fra nutiden og forstørrer det, til man kan se, hvor det fører hen.
Dystopien er ikke det samme som en postapokalypse. I postapokalypsen er samfundet brudt sammen. I dystopien kører det hele, og det er netop det uhyggelige.
Genren tog form i første halvdel af det 20. århundrede, hvor totalitære stater var noget, man læste om i avisen hver morgen. De fire klassikere, vi stadig genlæser i dag, er alle skrevet mellem 1920 og 1953.
De fire klassiske dystopier
De fire klassiske dystopier på et øjeblik
| Bog | Udkom | Kontrol | Hvis du … |
|---|---|---|---|
| Vi – Jevgenij Zamjatin | 1924 | Glashuse, numre og faste skemaer | vil se, hvor det hele begyndte |
| Brave New World – Aldous Huxley | 1932 | Lykkepiller, sex og kaster | foretrækker satire frem for rædsel |
| 1984 – George Orwell | 1949 | Overvågning, tortur og Newspeak | vil læse den mest brutale |
| Fahrenheit 451 – Ray Bradbury | 1953 | Tv-vægge og brændte bøger | vil have den korteste og letteste at gå til |
Vi af Jevgenij Zamjatin (1924)
Forestil dig en by, hvor alle huse er af glas, og hvor du har et nummer i stedet for et navn. Det er Den Ene Stat i Vi, den første af de store dystopier og den, alle de andre står på skuldrene af.
Fortælleren D-503 bygger rumskibet INTEGRAL, der skal bringe statens lykke ud til andre planeter. Bogen er hans dagbog, og han er stolt af sit samfund, indtil han opdager, at han har fået en sjæl.
Zamjatin skrev den i 1920-21 i den helt unge Sovjetunion, hvor den blev forbudt med det samme. Den udkom på engelsk i New York i 1924, men først på russisk i Sovjet i 1988. George Orwell anmeldte den i 1946, og man kan tydeligt se den i 1984.
I SCIFI SNAK tog vi den i ep. 49.
Brave New World af Aldous Huxley (1932)
I Brave New World bliver ingen tvunget til noget. Er man utilpas, tager man en soma. Det er den eneste af de fire, hvor samfundet faktisk virker, og hvor folk er glade. Det er netop det, der gør den så foruroligende.
Huxleys verden er bygget på samlebåndet. Man siger “vor Ford” i stedet for “vor Herre”, og årstallet regnes fra Model T. Børn dekanteres fra flasker og betinges i søvne til at elske deres kaste, fra alfa til epsilon.
Modstanden kommer udefra, fra Vildmanden John, der er vokset op med Shakespeare og derfor har ord for, at der mangler noget.
Hør vores snak i ep. 88.
1984 af George Orwell (1949)
Big Brother ser dig gennem teleskærmen, også i dit eget hjem. Storbritannien hedder Airstrip One, og Winston Smith arbejder i Sandhedsministeriet, hvor han retter i gamle aviser, så fortiden altid passer med i dag. Torturen foregår i Kærlighedsministeriet.
Orwell skrev bogen på øen Jura i Skotland, dødssyg af tuberkulose og med Stalins skueprocesser i frisk erindring. Han døde et halvt år efter udgivelsen.
Det er den mest brutale af de fire, og den eneste, hvor kontrollen kræver en hel stat af ansatte. Vi læste den til jubilæumsepisode 100.
Fahrenheit 451 af Ray Bradbury (1953)
Vores hovedperson, brandmanden Guy Montag, brænder bøger i stedet for at slukke ildebrande. Mildred, Montags kone, sidder foran tv-væggene og kalder personerne på skærmen for sin familie.
Det særlige ved Bradbury er, at ingen forbød bøgerne ovenfra. Brandchefen Beatty forklarer det selv: folk holdt op med at gide læse dem, og staten kom bagefter og gjorde det officielt. Bradbury sagde da også selv, at bogen handler om fjernsyn mere end om censur.
Det er den korteste af de fire og den letteste at gå til.
Vi tog den i ep. 138.
Hvad kendetegner de klassiske dystopier?
Læser man dem efter hinanden, angriber de klassiske dystopier de samme de rum, hvor et menneske bliver til sig selv: familien, jeg’et, kroppen og sproget. Det er det som gør dystopierne så grufulde, og mindeværdige. Men tænker, hvordan kan man leve i sådan et samfund samtidig med, at magtesløsheden virker helt logisk.
Familien
I Brave New World er “mor” og “far” uanstændige ord, og “everyone belongs to everyone”. I Vi kræver det statslicens at få børn. I 1984 består familien, men børnene angiver deres forældre og bliver rost for det. I Fahrenheit 451 har man bare glemt, hvor man mødte hinanden.
Familien er det sidste rum, staten ikke kan se ind i. Derfor er det det første, der skal væk.
Individet
Folk har numre i Vi, er del af en kaste i Brave New World og et sprog, de ikke kan tænke i, i 1984. I Vi findes der endda en operation, der fjerner fantasien.
Kroppen
Sex er rationeret i Vi med lyserøde billetter, forbudt som lyst i 1984 og påbudt i Brave New World, hvor det er afvigende at være monogam. Begge veje ender med, at kroppen ikke er din.
Fahrenheit 451 er den skæve. Ingen regulerer noget som helst. Folk gider bare ikke.
Sproget
Newspeak i 1984 er det tydeligste eksempel: fjerner man ordet, fjerner man måske tanken. Partiets slogans er blevet til hverdagssprog:
“War is peace. Freedom is slavery. Ignorance is strength.”
I Fahrenheit 451 brænder litteraturen. I Brave New World er Shakespeare ikke forbudt, ingen forstår ham bare. Og i Vi skriver statsdigterne oder til henrettelserne.
Orwell eller Huxley: tvang eller fornøjelse?
Bøgerne falder i to par. Vi og 1984 er ren totalitær tvang. I Brave New World og Fahrenheit 451 er folk medskyldige: de tager stofferne og ser fjernsynet frivilligt.
Den amerikanske medieforsker Neil Postman satte det på formel i 1985 i Amusing Ourselves to Death: Orwell frygtede dem, der ville forbyde bøger. Huxley frygtede, at der ikke ville være nogen grund til at forbyde dem, fordi ingen længere gad læse dem.
Det er Huxleys og Bradburys version, der føles mest nærværende i dag. Ingen tvinger os til at scrolle.
Moderne dystopier: fra staten til firmaet
Alle fire klassikere er bange for staten. I nyere dystopier er skurken næsten altid et firma.
Overgangen kan man se i Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale fra 1985, som mange kender fra tv-serien. Gilead er en religiøs statsdystopi, men den er designet som et brand: farvekoder, faste replikker og butiksskilte uden tekst.
Siden har firmaet overtaget rollen. Tænk på Weyland-Yutani i Alien eller Lumon i tv-serien Severance, hvor de ansattes hukommelse er delt op mellem arbejde og fritid. Eller milliardærerne med bunkerne i Naomi Aldermans The Future, koncernerne i Atwoods Oryx og Crake og det galaktiske selskab i Annalee Newitz’ The Terraformers. I Cory Doctorows Walkaway er det eneste oprør at gå sin vej.
Måske er grunden, at vi i dag er mere bange for kapitalismen end for den totalitære stat. Big Brother ville have Winstons kærlighed. Markedet vil bare have dine arbejdstimer og er ligeglad med, hvad du mener. En stat kan man i det mindste forestille sig at vælte.
Shownotes til eftersnakken om klassiske dystopier
Bøgerne
- Jevgenij Zamjatin: Vi (1924), ep. 49
- Aldous Huxley: Brave New World (1932), ep. 88
- George Orwell: 1984 (1949), jubilæumsepisode 100
- Ray Bradbury: Fahrenheit 451 (1953), ep. 138
Nævnt undervejs
- Greg Bear: Blood Music (ep. 131) og Ramez Naam: Nexus, hvor det at smelte sammen med andre er noget, man vælger.
- Samuel R. Delany: Babel-17 (ep. 94), Ted Chiang: Story of Your Life (ep. 36), China Miéville: Embassytown (ep. 111) og Adrian Tchaikovsky: Shroud, om sprog, der former tanken.
- Naomi Alderman: The Future (ep. 133), Margaret Atwood: Oryx og Crake (ep. 29) og The Handmaid’s Tale (ep. 65), Cory Doctorow: Walkaway (ep. 40), Annalee Newitz: The Terraformers (ep. 119) og John Scalzis Interdependency-serie, om firmaet som den nye skurk.
Til videre læsning
- Childhood’s End (ep. 26) og Star Maker (ep. 132), hvor det at miste sit jeg er himmel og ikke helvede.
- A Canticle for Leibowitz (ep. 74) og Station Eleven (ep. 18): hvem bærer bøgerne gennem mørket?
- Se dagens lys (ep. 30), Svend Åge Madsens danske dystopi, hvor familien fordamper af sig selv.
Hvad synes I?
Hvilken af de fire klassiske dystopier holder bedst i dag? Er I mest bange for staten eller for markedet? Og kunne I tænke jer flere eftersnakke om temaer på tværs? Skriv en kommentar her på scifisnak.dk eller svar os på Mastodon.