Cryptonomicon er et vendepunkt i Neal Stephensons forfatterskab. Her forlader han den postmoderne cyberpunk, der kendetegner halvfemserhovedværkerne Snow Crash og The Diamond Age. Nu startede en periode med lange komplekse historiske romaner. Han skriver stadig umiskendeligt Nealsk, men i Cryptonomicon er emnet historisk og kontemporær kryptografi, tilsat konspirationer og en kæmpe guldskat.
Peak Internet Hype
Cryptonomicon udkom i 1999 i en tid, hvor internethypen peakede. Startups kunne hente risikovillige investorpenge i spandevis. Hvis du var i branchen led du konstant af FOMO: Fear Of Missing Out.
Google var lige blevet lanceret året før i 1998 og var stadig reklamefri. Årets store hype var peer-to-peer tjenesten Napster, hvor brugere kunne dele mp3-musik med hinanden.
Optimismen var enorm og ingen vidste endnu, at dot-com boblen ville kollapse i marts 2000. Det var med andre ord en helt anden tid. Neal Stephenson rammer tidsånden lige i røven med Cryptonomicon .
Vores helte er nørder! Primært hackeren Randy Waterhouse, der med sin kompagnon Avi laver internet startups. Randy inddeler mennesker i efter Tolkiens racer. Selv er han en dværg: Grundig, metodisk, jordbunden og med overlegne tekniske evner. Avi er et menneske med stærke elver-agtige træk.
Sammen starter de Epiphyte, der trækker undersøiske internetkabler ind i Filippinerne, bygger en data-vault og starter en internet cryptovaluta. Og så får de færten af en guldskat fra anden verdenskrig.
Ultra mega programmet
Den anden halvdel af Cryptonomicon foregår under anden verdenkrig, hvor vi følger Randys bedstefar Lawrence Waterhouse. Lawrence er et verdensfjernt matematikgeni – en elver ifølge Randy.
Ved et tilfælde bliver Lawrences evner ud i kryptografi opdaget. Han bliver optaget i det såkaldte Ultra Mega program – en fiktiv overbygning til det historiske kodebrydningsprojekt Ultra. Her arbejder han på at skjule for Aksemagterne, at Enigma og Indigo er blevet brudt.
I en kompleks historie med en udødelig hollænder og en morfinafhængig US Marine får Lawrence opsnuset en mægtig guldskat af røvet naziguld.
Bogen hopper frem og tilbage mellem 1999 og anden verdenskrig. Stephenson bruger usandsynlige personsammenfald til at knytte fortid og nutid sammen. Det er en kæmpe mursten. Lydbogen er 40 sider, men Stephenson formår at få det hele til at hænge sammen og holde læseren fanget hele vejen. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Cryptonomicon”
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes til Cryptonomicon
- @Anders gik straks igang med at læse bog 2 og 3 i Take Them to the Stars-serien. Fik også taget sig sammen til at hente playlisten til bog 3 (alle kapitel-titlerne er sangtitler. Det fik vi slet ikke nævnt i sidste Snak…)
- @Anders har også lige kastet sig over Lightless af C. A. Higgins, som dog nok umiddelbart er i den lette (men actionfyldte) ende. Foreløbig ved jeg bare, at vores hovedperson og hendes to kolleger på et meget stort rumskib, der er blevet bordet af en slags rumspioner (eller måske terrorister?)
- @Anders Også ved at parallel-læse Max Tegmarks Life 3.0, som egentlig er en fagbog om AI, men også indeholder elementer af fremtidsscenarier og fiktion…
- @Anders Og endelig har jeg lige – nok opmuntret af erfaringer med Sylvain Neuvel-serie – købt Children of God – Maria Doria Russells efterfølger til The Sparrow. Så må vi se om den holder…
- Vi har fået tilsendt antologien SOLARPUNK fra forlaget Krabat – med 20 noveller og “…tyve forskellige forfatteres bud på, hvordan verden kan se ud, når mennesker lever i harmoni med hinanden, teknologien og naturen. Det er science fiction i en verden, hvor alt er lykkedes.”
- @Jens Har været fordybet i Martha Wells Murderbots serie. Nyeste skud på stammen “System Collapse” bog nummer 7 udkom for nylig og fortsætter fortællingen fra Network Effect. Serien er måske ved at miste lidt flyvehøjde efterhånden som Murderbots problemer løser sig.
7 kommentarer til “Ep. 110: Neal Stephenson, Cryptonomicon”
Dejligt at I nu har haft en snak om min absolutte yndlingsbog.
Jeg er ikke enig med jer i at Goto Dengo ikke er vigtig og interessant, bl.a. pga. relationerne til Barokcyklus men også i sig selv, hvor hans minebedrifter med den store guldskat er helt fantastiske. Og hvordan han komplementerer og inspirerer Shaftoe.
Og så synes jeg at det er lidt ærgerligt at I ikke nævner at bogen findes på dansk, men det er måske bare mig.
Hej Thomas. Tak for kommentaren og beklager den langsomme moderation.
Alle har jo ret til deres egen oplevelse skal man huske. Goto lod mig temmelig kold. Sad også med en grim fornemmelse af, at beskrivelsen af japanerne var lidt halv-racistisk i det hele taget, men det var måske bare mig 🙂
Det er jo ikke meget der kommer på dansk, så det kunne man da godt have haft med. Husker vi havde et mas med at finde 20 danske scifi bøger til et Biblioteket Frederiksberg.
Hej rødder!
Min svoger har i årevis “pushet” mig med Stephenson – og nu gør I det også! Har Gud da ingen medlidenhed i sit Alfaderlige Hjerte? 🙂
Anyways! Long time – no see, men der er jo en forklaring på alt.
Pær-son-lit fik jeg mere ud af at se “Enigma”, end at læse “Cryptonomicon”, som jeg nærmest slæbte mig igennem for at kunne sige til svoger, at jeg havde gjort det. “Anathem” lod mig ganske kold, og jeg droppede ud af den efter 50 sider, eftersom jeg havde det somom jeg havde læst den historie før ( og det havde jeg: Brian Aldiss, “Helliconia”, The Big Wheel). Og “redeem” – eller hva fanden den hedder – lod mig absolut kold, allerede i bagside-blurpet (“dette er livet for kort til”, sagde migselv til migselv)
Til gengæld var jeg ret begejstret for “Snowcrash”. Det var sådan en dejlig forlængelse af noget Delany og noget Watson (et al.)
Og jeg vil – i udsøgt grad – glæde mig til jeres ´cast om “Embassytown”.
Det følgende har næppe noget at gøre med jeres læsning af samme, men alligevel: – China Mieville er erklæret marxist, uddannet jurist og udøvende bodybuilder (ohne mærkværdige tilsætningsstoffer). Som jurist har han skrevet bogen “Between equal rights”, der på ret fornem vis og facon godtgør, at der indenfor en feudal, borgerlig eller kapitalistisk samfundsstruktur ikke kan forefindes noget “equal”. Men det er (jo) en anden historie, som sagt.
Iøvrigt er vi et parstykker i goodreads-gruppen, der mener at der læses for lidt Brian Aldiss. Og vi (2) anbefaler “Non-stop” og “An Age” eventuelt “Hothouse”.
Så mange var ordene. Tak for denne gang
bedste hilsner Henning
Anathems første 50 sider giver ingen mening før man har læst de næste 450 sider – hvorefter ut. straks vendte bogen og læste forfra. Anathem er min favorit blandt Stephensons bøger. Den har ‘videnskabsteori’ som afsæt og er ret morsom med sine parafraser over jordiske videnskabsteoretiske og religionsfilosofiske ideer og skrøner. Og, hovedpersonen udmærker sig bl.a. ved at være en god sanger – det tæller på plussiden. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om plottet for at anbefale bogen, for det at opdage hvad der i virkeligheden sker er en meget stor del af fornøjelsen. Men det er en fest af worldbuilding og bratte plottwists.
For nylig gik jeg død i Seveneves fordi starten på den er så deprimerende – jeg tror jeg kom et par hundrede sider ind i Jordens undergang og milliarder af menneskers udslettelse før jeg gav op.
Så ku jeg bedre li The Rise and Fall of Dodo som er meget sjovere og lettere med sin tidsrejse/paradoks/hekseri-fortælling.
Jeg har det sådan med Stephensons bøger at enten er de umulige at komme ind i eller også er de fantastiske. Cryptonomicon er nr 3 på min positivliste og The Baroque cycle og Seveneves er i den absolutte bund.
Okay okay. Aldiss er på listen. På spejderære. Det tog godt nok også noget tid at komme igennem Cryptonomicon. Det var den direkte grund til forsinkelsen.
Tak for kommentaren. kh J
undskyld hvis denne kommentar bliver postet to gange – jeg forsøgte igår uden held og nu prøver jeg igen:
Anathems første 50 sider giver ingen mening før man har læst de næste 950 sider – hvorefter ut. straks vendte bogen og læste forfra. Anathem er min favorit blandt Stephensons bøger. Den har ‘videnskabsteori’ som afsæt og er ret morsom med sine parafraser over jordiske videnskabsteoretiske og religionsfilosofiske ideer og skrøner. Og, hovedpersonen udmærker sig bl.a. ved at være en god sanger – det tæller på plussiden. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om plottet for at anbefale bogen, for det at opdage hvad der i virkeligheden sker er en meget stor del af fornøjelsen. Men det er en fest af worldbuilding og bratte plottwists.
For nylig gik jeg død i Seveneves fordi starten på den er så deprimerende – jeg tror jeg kom et par hundrede sider ind i Jordens undergang og milliarder af menneskers udslettelse før jeg gav op.
Så ku jeg bedre li The Rise and Fall of Dodo som er meget sjovere og lettere med sin tidsrejse/paradoks/hekseri-fortælling.
Jeg har det sådan med Stephensons bøger at enten er de umulige at komme ind i eller også er de fantastiske. Cryptonomicon er nr 3 på min positivliste og The Baroque cycle og Seveneves er i den absolutte bund.
“Anathems første 50 sider giver ingen mening før man har læst de næste 950 sider – hvorefter ut. straks vendte bogen og læste forfra. Anathem er min favorit blandt Stephensons bøger.”
En ringende anbefaling… eller? Tak for kommentar Majbrit <3