Ep. 138: Ray Bradbury, Fahrenheit 451

I Ray Bradburys klassiker fra 1953 brænder brandmændene bøger. Derfor tyede vi til papirudgaven da vi læste Fahrenheit 451, som lige er kommet i en ny dansk oversættelse.

Fahrenheit 451 står side om side med 1984 og Brave New World som en af det 20. århundredes tre store klassiske dystopier.

Bogen udkom i 1953, midt i den anden røde skræk og McCarthy-æraens jagt på “u-amerikansk” tankegods. Men Fahrenheit 451 er ikke bare en advarsel mod statscensur ovenfra, men lige så meget mod et publikum, der selv beder om at slippe for det besværlige og bare vil passivt underholdes.

Om Ray Bradbury

Ray Bradbury var en af de helt store amerikanske scifi-forfattere fra midten af det 20. århundrede. Han havde skrevet siden han var 12, men det var først med The Martian Chronicles fra 1950, at omverdenen begyndte at få øjnene op for hans poetiske og fantasifulde stil.

Han var autodidakt. “I never went to college, so I went to the library”, som han selv formulerede det. Og det var i biblioteket, at Fahrenheit 451 blev til.

Tidligt i forfatterskabet havde han ikke råd til et kontor. I 1951 fandt han en kælder med lejeskrivemaskiner til ti cent pr. halve time under et bibliotek på UCLA. Der skrev han novellen The Fireman. Den blev populær, så forlaget bad om en roman, og så måtte han tilbage i kælderen under biblioteket og skrive en bog om at brænde bøger.

To år efter udgivelsen kom bogen på dansk som 233° Celsius. Nu er den her i Anders Kousholts nye oversættelse fra forlaget Koloni.

Montag: den omvendte brandmand

“Det var en fryd at brænde”. Sådan begynder bogen, og ilden bliver beskrevet med en begejstring, der nærmest strejfer det erotiske.

Vi er i en amerikansk forstad, skruet nogle årtier frem. Guy Montag er en af den nye tids brandmænd. Med en salamander broderet på ærmet og en føniks på brystet opsøger han folk med bøger og brænder deres hus ned.

På brandstationen står korpsets Mekaniske Hund. Den er en af scifi-genrens tidligste dræberrobotter: otte metalben, der sporer duftstoffer og lammer med en nål. Den er lavet for at jage bogelskere, men Montag er utryg ved den. Han føler at den har kig på ham.

Tilværelsens ulidelige overfladiskhed

Hjemme sidder Montags kone Mildred med små høretelefoner i ørerne døgnet rundt. Hun er opslugt af de store tv-skærme, der fylder tre af stuens vægge. Hun drømmer om en fjerde, hvis Montag kan tjene pengene.

På skærmene kører interaktive tv-serier, hvor skuespillerne siger hendes navn og giver hende replikker at svare med, så hun føler sig som en del af familien.

Men det er ikke nok.

Tidligt i bogen finder Montag hende bevidstløs efter en overdosis sovepiller. Men det er så almindeligt at folk forsøger selvmord, at det håndteres som ren rutine, og de to “udpumpere” minder mere om mekanikere end læger.

Beskrivelsen af scenen viser Bradburys billedskabende stil. Læser man den højt, kan man mærke rytmen i den, næsten beat-poetisk, lige så meget musisk som visuelt.

“De havde denne her maskine. De havde faktisk to maskiner. En af dem gled ned i ens mave som en sort kobra i en ekkofyldt brønd, hvor den ledte efter alt det gamle vand og al den gamle tid, der havde samlet sig der. Den drak al den grønne materie, som langsomt sydende var steget til tops. Drak den af mørket? Sugede den alle giftene ud, som havde hobet sig op dernede over årene? Den åd i stilhed, kun nu og da med en lyd af indre kvælning og blind søgen. Den havde et Øje. Maskinens upersonlige operatør kunne, fordi han bar en særlig optisk hjelm, stirre ind i sjælen på det menneske, han var ved at pumpe ud. Hvad så Øjet? Det sagde han ikke. Han så, men kunne dog ikke se, hvad Øjet så. Hele operationen var ikke meget anderledes end at grave en rende i ens baghave. Kvinden på sengen var ikke andet end et hårdt lag marmor, de tilfældigvis var nået ned til. Fortsæt bare, skub boret ned, søb tomheden op, hvis tomhed altså er noget en pulserende sugeslange kan fjerne. Operatøren stod og røg en cigaret.”

Da Montag knækker

Montag rammes af en uro, der kommer til udtryk som en voksende fascination af bøger. Bag ventilationsgitteret i huset har han sin egen samling af reddede bøger. Han bryder tabuet og begynder at læse dem.

En dag slukker han tv-skærmene og læser poesi højt for Mildred og hendes veninder. Kort efter angiver Mildred ham.

Montag kommer med på en udrykning der ender foran hans eget hus. Hans chef, Beatty, rækker ham flammekasteren og forlanger, at han brænder sit hjem af, rum for rum. Men presset bliver for stort, og Montag vender flammekasteren mod chefen og den mekaniske hund.

“Og så var han en skrigende brand, en springende, strittende, plaprende lededukke, ikke længere menneskelig eller genkendelig, men lutter vridende flamme på plænen. (…) Beatty slaskede om og om og om, og vred sig så endelig sammen som en forkullet voksdukke og lå helt stille.”

Bogmennesker og en bombe

Mordet sætter en menneskejagt i gang. Montag flygter ved at drive ned ad floden og ud af byen. I skovene møder han en gruppe lærde vagabonder. Hver af dem har lært en bog udenad.

De bliver de eneste overlevende, da krigen bryder ud og atombomberne falder over byen. Montag ser Mildred for sig i et hotelværelse i et højhus, foran skærmene.

“Han så hende for sig i hotelværelset nu i det halve sekund, der var tilbage, mens bomberne stadig var en meter, en fod, en tomme fra den bygning hun sad i. Han så hende læne sig frem mod de store, skinnende vægge af farve og bevægelser, hvor familien snakkede og snakkede og snakkede til hende, hvor familien sludrede og pludrede og sagde hendes navn og smilede til hende og intet sagde om bomben, der var en tomme og nu en halv tomme og nu en kvart tomme fra toppen af hotellet. Læne sig ind mod væggen, som om denne sultne stirren ville finde hemmeligheden bag hendes søvnløse ængstelse der. Mildred, der lænede sig anspændt og uroligt frem som for at styrte, dykke, falde ned i denne sværmende umådelighed af farver og drukne i dens funklende lyksalighed.”

I det halve sekund husker Montag endelig det, de begge havde glemt: Starten på deres forhold, da de mødtes i Chicago. En detalje, der gør en kold bog varm.

Vurderingen

Anders: ⭐⭐⭐⭐⭐ Greb dybt i lommen. Gamle klassikere føles ofte bedagede og svære at nå ind til, men denne sad præcis det rigtige sted. Den beat-poetiske stil ramte plet, og pointen blev leveret både lige op i fjæset og med plads til at tænke videre.

Jens: ⭐⭐⭐ Bradbury skriver megafedt, bogen er dejlig kort, og oversættelsen lykkes rigtig godt. Men det føltes som lektier. Montags vej fra bogbrænder til litterær flygtning er uforklaret, og slutningen med bogmenneskene og bomben var decideret sær. Vi havde en lignende diskussion i afsnittet om Frankenstein: giver man stjerner for det, en bog betød, eller for det, den gjorde ved en? Her er det læseoplevelsen, der tæller. Om tyve år kan den godt være en anden.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Fahrenheit 451.

Podcast: Afspil i nyt vindue | Download

Tilmeld: RSS | More

Shownotes til episoden om Fahrenheit 451

Ray Bradburys egen beretning om kælderen, skrivemaskinerne og de mange versioner af bogen findes i Fahrenheit 451 Revisited fra UCLA. Han fortæller blandt andet om en biltur med Fritz Lang, der syntes filmens slutning var helt hen i vejret.

Siden sidst

Jens (sommerhus, masser af læsetid, ti bøger foran Goodreads-målet)

• Robert Jackson Bennett: The Tainted Cup og A Drop of Corruption. Fantasy og detektivroman i ét, i et imperium der lever i skyggen af leviathanerne. Ana og Din er et Holmes/Watson-par, hvor Ana er langt mere unhinged end originalen. Treeren, A Trade of Blood, er lige udkommet.
• John Scalzi: The Collapsing Empire. Popcorn space opera om et imperium, der hænger sammen via faste ruter gennem hyperrummet, og som nu er ved at falde fra hinanden. Fire stjerner, fordi Jens morede sig så godt. Vi har haft Scalzi før i ep. 130 om Old Man’s War.
• Django Wexler: How to Become the Dark Lord and Die Trying. Anime-isekai møder litRPG: heltinden skulle redde menneskeheden, men vil hellere være skurken. Sjov og fantasifuld, men slutter på et decideret “to be continued”, og det trækker en stjerne.

Anders (flytning, ny have, techno-thriller-sommer)

• Claire North: Notes from the Burning Age. Post-apokalyptisk fortælling om en munk-bibliotekar, der ender som spion i et geopolitisk spil i resterne af Europa. Bekræftede endeligt kærligheden til Claire North, som vi også læste i ep. 136 om Slow Gods.
• Chuck Wendig: Invasive. Genmodificerede myrer, der er væsentligt mere ubehagelige end det lyder. Knaldroman, men kinetisk skrevet, og man kan altid følge med i, hvor man er.
• Blake Crouch: Upgrade. Opgraderede mennesker som redningsplan for en verden på vej mod afgrunden. Ny sæson af Dark Matter er i øvrigt på vej.
• Isabel J. Kim: Sublimation. En verden hvor man klones, når man krydser en grænse, og hvor de to udgaver kan smelte sammen igen. Kunne have været en historie om søskende, men får fire ekstra dimensioner. Velskrevet, poetisk og dramatisk.
• Gensyn med Jurassic Park efter Sam Neills død, og førstegangssyn af Taika Waititis Hunt for the Wilderpeople, som Sam Neill også er med i.

Lytternes input

Henning glædede sig til afsnittet og foreslog, at man ser Truffauts filmatisering ved siden af. “Den er ikke så ringe endda”, og den kan lånes på biblioteket. Vi nåede det ikke.

Majbrit om The Faith of Beasts: toeren var bedre end etteren, og identitetstemaet giver en uhyggelig forudanelse om treeren. Hendes spørgsmål til os: hvordan skal alle tråde samles i bare én bog? Bliver den meget lang, eller kommer der en toenhalver?

Paul om samme: “Det er et ret fantastisk univers de formår at skabe”.

Christian fik endelig læst Klara and the Sun og hørte vores ep. 82 bagefter. Han bruger os som bogklub, også på gamle afsnit. Hans pointe: seks år og en AI-revolution senere virker bogen underlig gammeldags, og Klara har “tydeligvis alt for lidt processorkraft”. Han er skeptisk over for Taika Waititis kommende filmatisering, som efter traileren ligner en fjolleversion af Poor Things.

Det udviklede sig til en snak om filmatiseringer. Waititis Jojo Rabbit er lavet over Christine Leunens’ Caging Skies, en langt mørkere bog uden nogen happy ending. Alligevel var forfatteren glad for filmen:

“I’ve seen film adaptations so faithful to the book that they somehow ended up unfaithful in essence (…) A book doesn’t go directly from the book to the screen; it goes page to page.”

Måske skal vi frisætte forventningen om, at en filmatisering skal minde om bogen. Den snak tager vi grundigere en anden gang.

Jonas anbefaler Charles Stross’ The Laundry Files, som han synes er bedre end The Rook, især de første bind. Og Peter F. Hamilton, “space opera fra øverste skuffe”, ofte lang i spyttet, men uovertruffen til worldbuilding. Fallen Dragon er hans bud på den bedste, der kan læses i ét bind. Plus et Kobo-tip: køb via Kobo Ireland, der er bøgerne ofte billigere.

Næste gang

M. John Harrison: The End of Everything. Under 200 sider om Philip Tennent, der lever af at samle op, hvad der skyller i land fra Den Engelske Kanal, år efter en krise ingen rigtig kan gøre rede for. Regeringen fungerer knap nok, havene vrimler med nye væsner, og Europa er forsvundet. Anders’ valg.

Og så prøver vi noget nyt: eftersnakken. Efter bogsnakken tager vi fem til tyve minutter om et tema, som den anden har valgt. Første tema er Jens’: vi har nu læst alle de klassiske dystopier, 1984, Brave New World, Fahrenheit 451 og Zamjatins Vi. Hvad fik vi egentlig ud af dem, og hvor kan vi se dem i det, vi læser i dag?