Ep. 139: M. John Harrison, The End of Everything

Verden er gået under, Europa er forsvundet, og noget der hedder iGhetti har slået sig ned i Londons finanskvarter, og nede ved kysten går folk stadig på café som om intet er hændt. Sådan er M. John Harrisons The End of Everything, som lige er kommet på Bookerprisens shortlist.

Anmelderne kalder The End of Everything et mesterværk. Læserne på Goodreads kalder den uforståelig og giver den under tre stjerner i snit. Vi satte os for at finde ud af, hvem der har ret.

Vi kan lige så godt sige det med det samme: vi blev aldrig helt sikre på, hvad vi havde læst.

Om M. John Harrison

M. John Harrison er 81 år og har skrevet science fiction siden new wave i slutningen af 60’erne. Han var litterær redaktør på bladet New Worlds, samme miljø som J.G. Ballard, som vi læste i ep. 121.

Han er mest kendt for Kefahuchi-trilogien, der er en ret mærkelig space opera. Og så er han berygtet for at hade worldbuilding, som han har kaldt “the great clomping foot of nerdism”.

Booker-vinderen bliver fundet 9. november, og vinder Harrison, bliver han den ældste nogensinde.

En krise uden forklaring

Vi er i England, mest ved kysten i Kent. Der er sket noget, som bare bliver kaldt krisen. De såkaldte iGhetti er sivet ind i vores verden fra “the astral plane”, og ingen ved, hvad de er, eller hvad de vil.

På stranden skyller der hver dag ting op fra havet. Phillip Tennent lever af at samle dem og sælge dem videre, og en dag finder han et artefakt på størrelse med en baby. Det vokser i løbet, det lærer at tale, og til sidst kører det bil og bliver The Driver.

Ingen i bogen forstår, hvad der foregår. Det gjorde vi heller ikke, og det er helt med vilje fra Harrisons side.

“In the beginning – if there could be said to have been a beginning – no one really understood what had happened. There was a decade of confusion. (…) Social media was as useless as ever, and though the war with the iGhetti continued, people could never agree on what kind of a war it was, or what its boundaries were.”

Vold uden efterspil

Phillip tager artefaktet med hjem til sin tante Marnie. Hun er 70 år, maler og bor i et rækkehus under et styrtet passagerfly. Hun vil ikke have tingen i huset.

Så kommer den vildeste scene. Marnie døser på sin altan, da en af Baker-tvillingerne stiller sig op på taget og tisser på hende. Han træder gennem taget og sidder fast. Marnie finder en kniv og skærer hans lårpulsåre over, så han langsomt forbløder.

Bagefter synes drengens far, at hun måske overreagerede. Mere efterspil er der ikke.

Sådan er volden hele vejen. Phillip skyder en flok mænd, der sidder og spiser af artefaktet, og artefaktet siger sine første ord: “Hello, nice.”

Senere møder han Hampson, der har bygget to levende mennesker, formentlig sine egne forældre, om til en antenne for at få kontakt med iGhetti.

Hampson får også bogens bedste replik:

“‘The world’s over,’ he decided. ‘But that doesn’t matter. Because another one will be along soon enough.'”

Et dårlig efterligning

Midt i bogen dør Phillip. Pistolen går af, og vi får aldrig at vide, hvem der trykkede på aftrækkeren. Marnie kommer hans aske i en kiksedåse, som var det The Big Lebowski, og tager på tur langs kysten med artefaktet som chauffør.

Undervejs begynder Artefaktet at ligne Phillip mere og mere.

“By now she could be sure it was, if not Phillip, then a version of him, a bad guess, an attempt tailored to her needs, her own sentimentalised memory.”

Et dårlig efterligning, skræddersyet til hendes behov. Det lyder som en AI-sprogmodel, og den læsning har Harrison selv bekræftet i et interview.

Artefaktet taler også sådan, AI-indladende og uden hjerte. Da Phillip dør, siger det “I’m sorry for your loss”. Da Marnie beder det lade være med at spille Phillip, svarer det bare: “I can have another name. If you like.”

Drøm eller lektier?

Kapitlerne er korte og springer i tid. Hver gang vi lukkede et, var det som at vågne fra en drøm, man allerede er ved at glemme. Anden halvdel føles løsrevet, og den afslutning, hvor nogen samler trådene, kommer aldrig.

Sjov er bogen faktisk også. Booker-dommerne skriver, at de grinede højt. Så langt kom vi ikke, men der er små, veldrejede øjeblikke med et glimt i øjet:

“Toddlers, she believed, are always trying to convey one of two things: that they want something they know you won’t give them, or that they don’t want to go somewhere you’re going.”

Scenerne er stærke hver for sig, og det er betragtningerne også. Den sammenhængende historie virker Harrison til gengæld ligeglad med. Måske var det her sjovere at læse i novelleformat.

At rumvæsner forbliver uforståelige er et kendt greb, som vi også mødte i Roadside Picnic. Her bliver det overgjort. Vil man have noget ambitiøst og weird, der stadig tager læseren med, er This Is How You Lose the Time War et bedre bud.

Vurderingen

Jens: ⭐⭐ Harrison skriver fascinerende, og som ambitiøs arthouse-film med et glas hvidvin i hånden havde det nok været en oplevelse. Men efter hvert kapitel var det som at gribe efter en drøm, og der var ingen karakterer at holde fast i. Svære bøger som Ninefox Gambit går fint, når man bliver klogere undervejs. Det skete ikke her. Uden SCIFI SNAK som lektiegiver var bogen ikke blevet læst færdig.

Anders: ⭐⭐ I starten var det litterær sci-fi fra øverste hylde. Derfra gik det ned ad bakke, og til sidst var det ord i en lang smøre på knap 200 sider. Bagefter kan man godt synes, det var flot skrevet, men det er efterrationalisering med et strejf af Stockholm-syndrom. Stjernerne gives for læseoplevelsen. Som med David Lynchs Eraserhead skal man være i humør til det, og er man ikke fanget efter 25-30 sider, har man lov at lægge bogen fra sig.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The End of Everything.

Podcast: Afspil i nyt vindue | Download

Tilmeld: RSS | More

Shownotes til episoden om The End of Everything

Bogen er udgivet af Serpent’s Tail. Booker-dommernes begrundelse, inklusive det med at grine højt, står i What our judges said.

Siden sidst

Jens

• Alix E. Harrow: The Everlasting. Årets Hugo-vinder. Det er fantasy, men med tidsrejser, så den tæller. Historikeren Owen Mallory forsker i legenden om ridderen Sir Una Everlasting, som en hel krigsførende nation har bygget sin identitet på. Så finder han en bog, der ligner urkilden. En historie om nationale myter og fascisme, og den er vanvittigt god.
• Ann Leckie: Radiant Star. Tilbage i Radch-universet, på en isplanet, der har mistet sin sol, og hvor religionen venter på, at stjernen vender tilbage. De store Justice-skibe er med igen, denne gang en ældre og lettere excentrisk model. Giver lyst til at læse hele serien forfra.
• Kim Stanley Robinson: Antarctica. Fra 1997, men allerede dengang om klima og økoterrorisme, ligesom i The Ministry for the Future. Smukt skrevet, og man bliver klog på Scott, Amundsen og Shackleton.
• Kort: John Scalzis The Human Division fra Old Man’s War-universet, som i år vandt Hugo for bedste serie. Og A Trade of Blood, treeren i Ana og Din-serien. Hele serien ligger på Spotify, læst af Andrew Fallaize, som er på vej til at blive Jens’ yndlingsoplæser.

Anders

• Jinwoo Chong: Flux. Debutroman om en ung mand, der mistænker sit techfirma for at misbruge tidsrejser. Tre overlappende fortællinger og en fiktiv detektivserie som rød tråd. Rodet, og det svingede ikke helt.
• John Scalzi: The Consuming Fire og The Last Emperox. Resten af Interdependency-serien, læst i eftersommeren af ren lyst til hyggelig space opera. Ikke stor kunst, men et perfekt fix.
• Charles Stross: The Atrocity Archives. Første bind i Laundry Files, som Jonas anbefalede sidst. Cthulhu-monstre holdes i skak med okkult datalogi af en hovedperson, der altid er på kant med HR. Funky skrevet og meget sjov.
• Robert Jackson Bennett: The Tainted Cup. Læst på Jens’ anbefaling. Underholdende og opfindsom, og de næste i serien skal også læses.
• E.J. Swift: When There Are Wolves Again. Mere cli-fi end sci-fi, fra 2020 og frem til 2070. Klimakatastrofen rammer for alvor, men Storbritannien tackler den blandt andet med rewilding. Mest en historie om Lucy og Hester, der begge drømmer om ulve i England igen.
• På listen: Emily St. John Mandels nye Exit Party og China Miévilles The Rouse, som han har skrevet på i 20 år.

Lytternes input

Henning Andersen minder om, at Bradbury ikke skrev science fiction for at forudsige fremtiden, men for at forhindre den. “Held og lykke, Ray!”

Thomas Nielsen har en redningskrans til alle, der ærgrer sig over utro filmatiseringer. Douglas Adams blev spurgt, hvorfor bogen afveg fra radioserien, og svarede, at den historie havde han jo allerede lavet. Hvorfor skrive den igen?

Anders Kousholt, forlæggeren bag den nye danske udgave af Fahrenheit 451, takker for stjernerne og for, at Anders udtalte hans efternavn rigtigt i første hug. “Det sker ikke så tit.”

Henrik Bay anbefaler Colossus af D.F. Jones fra 1966, hvis man vil være endnu mere deprimeret. Han har tit tænkt på, om James Cameron havde den i tankerne, da han skrev The Terminator.

Carsten Fogh Nielsen tipper om podcasten Starship Alexandria, hvor Adrian Tchaikovsky og Emma Newman hver måned taler om en bog. Jens har allerede hørt afsnittet om Piranesi og anbefaler det varmt.

Lise synes, vi skal tage Robert Jackson Bennetts American Elsewhere op. En kvinde arver et hus i en by, der ikke findes på noget kort, og mysteriet bliver kosmisk. “Twin Peaks møder H.P. Lovecraft.”

Richardt Veje Madsen fandt sine første scifi-bøger på Hvalsø Bibliotek, på en hylde for sig selv. Han genlæser tit Peter F. Hamiltons Fallen Dragon. Anders er flyttet til Hvalsø og går ned og ser, om den stadig står der.

Næste gang

Nick Harkaway: Titanium Noir. En detektivhistorie om mordet på en titan, et af de få elitemennesker, der sidder på magten i den her fremtid. Den er blevet kaldt et virtuost mashup af Philip K. Dick og Raymond Chandler. Jens’ valg, fundet på en Goodreads-liste. Der er også kommet en toer, Sleeper Beach.

Og så er Eftersnak på vej i feedet om få dage: en mellemepisode om de fire store dystopier, Vi, Brave New World, 1984 og Fahrenheit 451, og hvad de har til fælles.